NHL2K10 (PS3/X360) - Anmeldelse

Det første, jeg tjekker, er listen over tiltag i årets opdatering til NHL 2K-serien: to nye modes, 30 unikke holdintroduktioner og MotionPlus-understøttelse til Wii-versionen. Kan det virkelig være alt?

Den eneste naturlige forklaring er, at udviklerne i stedet har brugt energien på at forbedre gameplayet, grafikken og spillets fysik. Desværre viser disse dele af spillet sig også at skuffe. Det virker mere og mere som om, at NHL2K-serien har givet op over for de tigerspring, den konkurrerende NHL-serie fra EA gør i disse år.

Hvordan begynder det?

Du møder allerførst en oversigt over spillets NHL-hold.

Samtlige hold fra The National Hockey League er ombord i spillet, og efter at du har stiftet bekendtskab med dem, hopper spillet direkte ind i en quick play lobby. I bedste arkadestil handler det om mindre snak og mere ishockey. Her mærker du en afgørende forandring i forhold til de typiske sportsspil på markedet. NHL2K10 mangler har udskiftet den klassiske menustruktur med underpunkter til et grid-netværk, der forgrener sig ud i spillets features. Fra undermenu ledes du videre til undermenu, som igen leder dig videre ud i alle spillets hjørner.

De førnævnte 30 holdintroduktionen varer små 10 sekunder. Det er desuden at stramme den, at de bliver kaldt ’unikke’. Den eneste variation er reelt set navnet på klubben. Ikke desto mindre er de utroligt polerede og bidrager til et mere levende stadion i 720p-opløsningen. Introduktionen til hver enkelt kamp er i det hele taget et godt stykke arbejde. Inden kampen kører et kommentatorspor, der introducerer holdene på nøjagtig samme motiverende måde som en virkelig tv-transmission. Det er ret overbevisende. De forskellige arenaer minder meget om hinanden, men et varieret publikum sørger for, at man ikke sidder tilbage med en déjá-vu-oplevelse.

Spillerne er på afstand godt detaljeret, men klarer ikke det nærmere eftersyn.

Ansigtstrækkene er meget lidt varierende og virker i stedet meget kolde og firkantede. Når profilerne fremhæves ved navn, følges de af et billede af virkelighedens spiller, der på ingen måde ligner deres virtuelle modpart.

Gameplayet i NHL2K10 er gumpetungt, og man oplever på intet tidspunkt, at spillet flyder hurtigt. Spillernes bevægelser er klodsede og langsomme, og vil man for eksempel indhente en modstander ved at skifte til en spiller tættere på, sker skiftet ikke øjeblikkeligt. Spilleren skal først gennemføre sin nuværende animation, og til den tid er modstanderen for længst væk. Jeg oplevede flere gange at mine chancer var bedre, hvis jeg overlod arbejdet til spillets AI, og bad til de højere magter.

Muligheden for at øge hastigheden midlertidig er der, men jeg oplevede på intet tidspunkt, at den var udslagsgivende. Havde det ikke været for staminamåleren under spillerne, kunne jeg sågar være i tvivl om jeg overhovedet trykkede på den rigtige knap.

Computerens AI er i bedste fald tvivlsom og formår på intet tidspunkt at imponere. Ender man i en 1-mod-1-situation med modstanderens målmand, vil et simpelt ryk til højre, akkompagneret af et hurtigt vristskud gå ind 9 ud af 10 gange. Uden nogen reaktion fra målmanden. Er man en rutineret spiller, vil man ikke have noget problem med at affinte modstanderen i 1-mod-3 situationer, da denne ofte er utrolig passiv.

Det største problem rent gameplaymæssigt er dog puckens fysik. Denne glider og flyver over banen med en hastighed, som er unaturlig i forhold til resten af spillet. Selvom det ikke lyder af meget, kan det være utrolig frustrerende at se sin spiller skyde fra den ene ende af banen til den anden, med et simpelt vristskud.

Selvom mange af disse ting er meget udslagsgivende, bliver de reddet af en enkelt mulighed: at indstille spillets mange elementer fungerer utroligt fleksibelt, og spænder sig lige fra isens friktion til modstanderes tendens til at checke. Men selvom NHL2K10 skal have ros for dette tiltag, og selvom det ophæver de fleste fejl i gameplayet, er det ikke nok til at trække det op af sølet. NHL2K10 udstiller sig selv som et arkadespil med let pick’n’play-gameplay, men når det kræver op til timer at tweake spillets indstillinger, forsvinder arkadefølelsen hurtigt.

Spillet indeholder de sædvanlige game modes såsom en sæson, franchise, shootouts, og 4v4-pond-hockey.

Fælles for dem alle er fornemmelsen af, at det ’bare’ er mere af det samme. Dette er ikke umiddelbart noget problem, hvis man er tilpasset styringen, og det er, hvad man kan forvente af et hockeyspil. Desværre betyder det også, at der ikke er nogen karrieredel. Den eneste variation man kan finde fra den klassiske 6vs6, er de 2 formater, 2vs2 og 4vs4.

2K har arbejdet betydeligt med onlinedelen, og det er også her, veteraner vil finde flest nye tiltag. Det er muligt at deltage i hele sæsoner med op til 30 deltagere, og samtidig spille alle offline-delens game modes. Jeg valgte at spille quick play online, men løb her ind i problemer. Min modstanders forbindelse ville ofte droppe ud, hvilket resulterede i 2-5 sekunders lag spikes. Er man midt i et angreb på dette tidspunkt, mister man hurtigt momentum. Jeg oplevede sågar, at enkelte spil helt blev annulleret. Beskeden refererede til spillets online FAQ, for at forklare årsagen. Da jeg fulgte dette link, blev jeg mødt af larmende tavshed. FAQ’en var ikke implementeret, men i stedet fuldstændig blank. Det sætter spillets produktionsværdi i et dårligt lys.

Kommentatorerne gør et godt stykke arbejde, og virker faktisk overbevisende. Deres udtalelser er ofte kædet sammen og følger spillets udvikling hurtigt, hvilket er ligaer bedre end konkurrenten fra NHL10. Soundtracket indeholder en bred vifte af sange, hvoraf de fleste dog har et par år på bagen. De mere afslappede numre passer fortræffeligt til 4vs4-pond-hockey og hæver underholdningsværdien betydeligt.

Den permanente underdog

2K’s NHL-serie har længe været underdog i kampen mod EA Sports ditto.

Skal jeg være ærlig, tror jeg de har affundet sig med dette faktum. I stedet for at udfordre EA opdaterer de årligt spiller- og holdlisterne, og håber på, at dette alene er nok til at sælge spillet. Det er i hvert fald svært at anbefale en serie, der ikke tager ved lære af sine fejl, og som samtidig ikke vælter i nye tiltag. Specielt, når EA Sports gør kunsten så meget bedre.